Benni Bdker forfatter

BAG OM NATTENS BØRN

Vampyrer har altid været noget helt specielt for mig. Både på film og i bøger elsker jeg et uhyggeligt univers, hvor man aldrig helt ved, hvad natten gemmer. Selvfølgelig er mine historier inspireret af nogle af de mange gamle vampyrfilm, jeg har stående på mine hylder. Titlen Nattens Børn kommer fx fra den gamle Dracula-film fra 1931. Her er der nemlig en berømt scene, hvor den intetanende Jonathan Harker første gang besøger vampyrgreven på hans slot i Transylvanien. Netop som han bydes velkommen, tuder ulvene udenfor. Han farer forskrækket sammen, men Dracula står helt roligt og smiler og siger: ”Lyt til nattens børn! Hvilken smuk musik, de laver!”

I modsætning til mine historiske romaner foregår Nattens Børn ikke i en bestemt by eller på et bestemt tidspunkt. Det er en slags gamle dage, hvor man kører i hestevogn på toppede brosten, men hvor der også findes telefoner og noget så besynderligt som en dampdreven flyvemaskine kaldet flyvefisken. Men historierne er alligevel fulde af autentiske detaljer. Faktisk er den mærkelige flyvemaskine, der optræder i seriens tredje bind, næsten ægte. I virkeligheden hedder den ”Prometeus” og stammer fra en af de tidligste danske science fiction-historier af forfatteren Vilhelm Bergsøe.

Benni på  Montmartre-kirkegården i ParisMange af stederne i historierne stammer også fra ting, jeg selv har set. Den store kirkegård, hvor Mine på et tidspunkt bor, minder fx en del om Montmartre-kirkegården i Paris, og den underjordiske labyrint med de mange gravkamre i seriens afsluttende bind er nærmest en forstørret udgave af kapellet i Skt. Petri-kirke i København. Det mystiske benkammer i samme bind minder meget om et uhyggeligt kloster i Tjekkiet.

Udgangspunktet for at skrive serien var dog, at jeg har læst meget om gamle dages tro på vampyrer, og ikke mindst hvordan man kan genkende en vampyr, hvis man graver et lig på en kirkegård op. Alle historiernes faktuelle oplysninger om vampyrer er således helt korrekte, inklusive den uhyggelige Elizabeth Bathory. Hun var en frygtet grevinde fra Karpaterne, der blev født i 1560 og efter sigende døde i 1614. Inden da nåede hun dog at dræbe i hundredevis af unge piger, fordi hun troede, hun blev yngre og smukkere af at bade i deres blod.

I forbindelse med udgivelsen af Nattens Børn blev jeg interviewet af Susanne Bjertrup i Politiken. Hun skrev bl.a.:

Når man skriver genrelitteratur, får man en masse forærende, fordi læseren kommer med sine egne forudfattede meninger om, hvordan universet hænger sammen, og hvad det betyder, når der kommer f.eks. en vampyr på banen. Det er attraktionen ved al genrelitteratur, at man kan arbejde med og imod disse forestillinger, mener Benni Bødker.

”Derfor er det også lidt farligt, hvis man ikke overholder de traditionelle regler, når man skriver for børn. Nu er mit projekt ikke at lave en revisionistisk vampyrhistorie, men jeg synes, det er fedt at rydde lidt op i vampyrmytologien og smide nogle af de konventionelle ting ud. At vampyrer f.eks. er bange for kors, må være noget, vi har fundet på i den kristne tro”.

”Hvis der findes vampyrer, må der også være vampyrer i muslimske lande, og de kan jo være ligeglade med kors. Og hvidløg … hvorfor skulle et overnaturligt væsen være bange for hvidløg?”.

”Og selvfølgelig kan de tåle dagslys. Mine vampyrer er nok lidt hen ad rødhårede mennesker, som ikke er så glade for dagslys – de har det bedre om natten, men selvfølgelig kan de tåle dagslys. De bliver ikke forvandlet til aske, bare fordi solen står op. Så må jeg bare håbe, at børnene ikke sidder med deres facitliste, hvor der står, at vampyrer ikke kan tåle dagslys, og råber ‘Det passer ikke, det passer ikke’”.

Hele interviewet kan læses i Politiken 20. maj 2006.

DraculaVil du læse mere om vampyrer, kan jeg absolut anbefale den danske forfatter Dan Turèlls bog Alverdens vampyrer (1978, 1993). Vil du hellere se en film, så start med Francis Ford Coppolas Dracula (1992) som er den mest moderne og let tilgængelige. Bliver du bidt af genren, så prøv en lidt mere avanceret, men også meget mere interessant film som Werner Herzogs Nosferatu (1979). Og hvis du virkelig får blod på tanden, så kast dig over verdens mest skræmmende stumfilm i sort/hvid. Den hedder også Nosferatu og er fra 1922. Filmen Shadow of the Vampire (2000) handler faktisk om indspilningerne af Nosferatu, og selv om den er ren fiktion, så er der kommet en rigtig god gyser ud af det.

Benni Bdker forfatter
Illustration: Thomas Thorhauge